Både samfundsøkonomisk og menneskeligt kan det kun betale sig at investere i uddannelse. Derfor er det vigtigt – politisk og hos institutionerne – at fokus holdes på, at så mange som muligt lykkes med deres uddannelse. Det gælder aktuelt i forhold til udspillet om en central fraværspakke.

Af Verner Rylander-Hansen og Ulla Koch, formænd, Danske HF & VUC

Verner Rylander-Hansen og Ulla Koch, formænd, Danske HF & VUC

En af Europas mest betydningsfulde uddannelsestænkere, Gert Biesta, har en gang udtalt, at uddannelse altid involverer en risiko, da det ikke handler om at fylde en spand, men om at tænde et bål. Disse vise ord kan vi godt genkende på VUC’erne. Formelt handler det om at fylde viden og kompetencer i vores elever og kursister, men dybest set handler det om at tænde lysten til at uddanne sig videre hos de over 100.000 personer, der årligt modtager undervisning i vores sektor. I første omgang ofte blot en lille flamme, der skal værnes om.

Undervisningsminister Merete Riisagers udspil om en central fraværspakke til det gymnasiale område har medført en del kommentarer – herunder et debatindlæg fra Danske HF & VUC (Nej tak til centrale fraværsregler, Altinget 15. maj 2018). I debatindlægget listede vi en række udfordringer med fraværspakken, som handler om, at der er forskellige årsager til fravær, hvor stort et problem fravær overhovedet er, indskrænkningen af det lokale ledelsesrum og endelig det faktum, at der allerede arbejdes seriøst med fravær på de 30 VUC’er rundt i landet.

Danske HF & VUC anerkender, at en grundlæggende forståelse for og lyst til fremmøde på sin uddannelse er væsentligt, men mener samtidig, at det er afgørende med et nuanceret fokus på fraværsbegrebet og årsagerne til det. Ellers risikerer vi som samfund, at mange unge, som kunne have fået en videregående uddannelse, mister muligheden i en tid med stor mangel på uddannet arbejdskraft.

Ifølge Lene Tanggaard, Ph.d., Professor, AU hænger fravær og præstationer sammen. Dårlige præstationer fører til tvivl på egne evner, som kan føre til frafald, mens gode erfaringer omvendt fører til stærkere tilhørsforhold og mindre fravær. Frafaldstruede elever er dertil præget af en ’fejl-og-mangel’ tilgang, hvor elever, der falder fra, beskrives som en fiasko.

Ifølge Lene Tanggaard er fravær ikke en hændelse, som bare sker, men en udvikling over tid, som meget hurtigt bliver en negativ spiral, uddannelsesintuitionerne i værste fald medvirker til at fastholde. Det handler blandt andet om at se fravær både på tværs og på langs af de unges livsforløb. På tværs i forståelsen også at forholde sig til den unges liv uden for skolen, og på langs i forståelsen af at se på den unges livsforløb, tidligere skoleerfaringer etc. Fravær handler med andre ord ikke kun om skolearbejde, men i lige så høj grad om kærestesorger, boligproblemer, økonomiske problemer, familieproblemer og måske misbrug og lavt selvværd.

Lene Tanggaards pointer flugter erfaringer fra VUC i at støtte unge og voksne med helbredsproblemer, så de får mulighed for at gennemføre en uddannelse og ofte ender med høje eksamensgennemsnit til trods for lidt lavere fremmøde. Erfaringerne understreger, at sammenhængen mellem fravær og resultater ikke er enkel, og derfor er svær at sætte på en central og ens formel.

At arbejde nuanceret med at nedbringe fravær og gøre det på en måde, som ligeværdigt tager udgangspunkt i elever og kursister kræver tvært om plads til decentrale tilgange og en prioritering i professionel menneskelig kontakt, som efter vores vurdering ikke rimer på effektivisering og besparelser, men tværtom kan ende med at kræve flere ressourcer end vi bruger på området i dag. Men det er der faktisk penge i.

Hvis man ser samfundsøkonomisk på forskellen mellem et ungt menneske på VUC, der må afbryde sit uddannelsesforløb og et ungt menneske der har fået lysten til at uddanne sig, troen på, at det kan lade sig gøre, og færdighederne både fagligt og menneskeligt til at komme videre i uddannelsessystemet, så vil den rigtige håndtering af fravær være en endda rigtig god investering.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, udarbejdede i 2015 en analyse af livsindkomster som viser, hvor meget uddannelse betyder økonomisk for den enkelte og for samfundet. Konklusionen var, at uddannelse er en rigtig god forretning ikke kun for den enkelte, men også for samfundet. Personer med korte og mellemlange uddannelser vil typisk tjene 15-16 mio. kroner, mens akademikere vil tjene 23. mio. kroner på et arbejdsliv – efter skat. For samfundet er gevinsten mellem 6-7 mio. kroner, hver gang en person får en kort- eller mellemlang videregående uddannelse, og knap 15 mio. kr., hver gang en akademiker udklækkes. Og så har EA fratrukket omkostninger til omvalg, frafald og dobbeltuddannelse.

Det kan med andre ord kun betale sig at hjælpe alle med at få tændt uddannelsesbålet.

For uddybning og yderligere kommentarer:
Verner Rylander-Hansen, 60 40 35 00, vr@koldinghfogvuc.dk
Ulla Koch, 72 48 10 50, ullawintherkoch@gmail.com

For andre henvendelser:
Kirsten Preisler, Sekretariatschef Danske HF & VUC, 53 54 07 79, kpr@vuc.dk

 

Bragt i DenOffentlige 25. maj 2018