VUC ønsker Merete Riisager tillykke med den nye ministerpost. ”Vi er glade for, at posten bliver besat med en politiker, som vi har oplevet engageret og interesseret i VUC-sektoren og den kerneopgave, vi udfører på uddannelsesområdet. Vi håber den nye minister vil fortsætte det gode og tætte samarbejde, vi har oplevet med Ellen Trane Nørby,” siger formand for lederforeningen for VUC Verner Rylander-Hansen.

Verner Rylander-Hansen byder Merete Riisager (LA) velkommen som undervisningsminister: ”Vi har mange væsentlige temaer på bordet, som vi gerne vil drøfte med den nye minister over en kop velkommen-til-kaffe. Vi kender hende som en lydhør og vidende politiker, så vi glæder os til samarbejdet.”

”Vi har især tre dagsordener, vi gerne vil tale med den nye minister om, og det handler om vores samlede indsats på voksen- og efteruddannelse, en udvikling af området for almen voksenuddannelse og en fastholdelse af de gode takter for det nye HF. Vi har konkrete bud på, hvor VUC kan gøre en særlig indsats og udfylde sin rolle bedst muligt. Vi går jo alle og venter på det nedsatte ekspertudvalgs anbefalinger til bedre veje i uddannelsessystemet, og vi har bud på, hvordan VUC-sektoren bedst støtter den samlede indsats. Det vil vi meget gerne i dialog med Merete Riisager om,” siger Verner Rylander-Hansen.