AVU-indsats er blevet mere kompleks

Pressemeddelelse udsendt den 12. december 2016.

VUC-sektoren løfter hvert år tæt på 15.000 unge voksne med almen voksenuddannelse (AVU). Indsatsen er blevet set efter i sømmene af Deloitte, der konkluderer, at målgruppen ikke bare er blevet større, den er også blevet mere kompleks. ”Det billede kan vi sagtens genkende. AVU-indsatsen er blevet en sværere opgave at løfte, men VUC er opgaven voksen og jeg er enig, når Deloitte konkluderer, at der er behov for en helhedsorienteret indsats,” siger formand for lederforeningen for VUC Verner Rylander-Hansen.

 

Når almen voksenuddannelse (AVU) lykkes, er det når indsatsen er baseret på en helhedsindsats med udgangspunkt i den enkelte elevs faglige og sociale udfordringer. Det viser en ny analyse af AVU og produktionsskoleforløb. Analysen er gennemført af Deloitte Consulting for Rådet for Ungdomsuddannelser (RUU). Analysen konkluderer blandt andet, at indsatsen lykkes, når den baseres på målrettet samarbejde med andre institutioner, varierede undervisningsformer og inddragelse af psykologer, coaches og fraværskonsulenter, der skal hjælpe kursisterne med at mestre deres liv og sikre fastholdelse i tilbuddet. Netop en målrettet indsats med at reducere fravær er et andet kendetegn ved de institutioner, som gør det bedst. Læs rapporten her.

”Vi kan som sektor sagtens genkende det billede, Deloitte-rapporten tegner af AVU-kursisterne og af de udfordringer, denne gruppe har. Vi er meget opmærksomme på den opgave, vi har med at opkvalificere de kursister, der ofte mangler både faglige og sociale forudsætninger for at komme videre i uddannelse eller beskæftigelse. Opgaven er ikke blevet mindre kompleks de seneste år, så vi er som sektor glade for, at der nu kastes lys på opgaven og de udfordringer der er med at løfte gruppen. Vi er vældigt optagede af hele tiden at tilpasse vores indsats efter målgruppen – og efter de skiftende krav og forventninger, samfundet har,” siger Verner Rylander-Hansen.

Deloittes rapport viser, at antallet af AVU-kursister under 30 år næsten er fordoblet siden 2010. Samtidig er målgruppen blevet en langt mere kompleks og udfordret gruppe, der i højere grad kommer fra mere uddannelsesfremmede hjem, som har sociale og faglige udfordringer. Samtidig har der siden 2010 været en stigning i andelen af kursister fra ikke-vestlige lande, som både har sproglige og kulturelle udfordringer i forhold til gennemførslen af en dansk uddannelse.

Verner Rylander-Hansen peger på, at sektoren har bemærket, at Deloitte har defineret en lang række kendetegn ved god praksis på VUC.

”Det er en fin anerkendelse af vores sektors indsats og de tanker vi gør os i forbindelse med at tilrettelægge den mod den målgruppe, vi skal løfte. Og vi vil helt sikkert inddrage de mange pointer fra rapporten i vores fremadrettede arbejde,” siger Verner Rylander-Hansen. 

Deloitte peger blandt andet på, at god praksis på VUC er kendetegnet ved:

  • Dedikeret ledelse, der er opmærksom på avu-målgruppens forskellige udfordringer og tager ledelsesinitiativer, der er målrettet støtte til den enkelte i overensstemmelse med de karakteristika, som er kendetegnende for det segment kursisten tilhører
  • Fælles pædagogisk metode for avu-målgruppen, som holdes levende gennem en løbende pædagogisk og didaktisk dialog i lærergruppen, herunder et anerkendende læringsmiljø, der motiverer deltagerne
  • Kollegial sparring og videndeling i forhold til avu-målgruppen
  • Samarbejde med psykologer, coaches, fraværskonsulenter mv., der kan hjælpe deltagere med at mestre deres liv og sikre, at de fastholdes i undervisningen og opnår deres mål
  • Èn fast kontaktperson for kursisterne i form af en kontaktlærer, mentor, vejleder eller psykolog
  • Brug af alternative læringsmetoder, hvor det praktiske indføres som alternativ til den stillesiddende undervisning på skolen
  • Tæt samarbejder med andre institutioner.

 

Om AVU
Almen voksenuddannelse (avu) er et tilbud til voksne, som ønsker at forbedre deres almene kundskaber. Undervisningen i avu tilrettelægges som enkeltfagsundervisning, og det er muligt at tage et eller flere fag ad gangen. Fagene kan afsluttes med prøver, der har samme værdi som folkeskolens afsluttende prøver og derfor er adgangsgivende til de samme uddannelser. Med den politiske målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, er det afgørende, at unge tilbydes effektiv hjælp til igangsættelse og fastholdelse af et ungdomsuddannelsesforløb. Avu spiller således en central rolle på voksenuddannelsesområdet. 
29 institutioner udbyder avu, og der har i perioden 2010-2014 været et støt stigende antal kursister.