Kommunerne kan ikke løfte uddannelsesindsats alene

Rettelse 10. februar
VUC vil gerne kvittere for, at KL erkender, at der tilsyneladende er tale om en fejl, når KL i deres udspil inddrager HF-enkeltfag i forberedende uddannelsesindsats. 

 

Pressemeddelelse udsendt den 3. februar 2017.

KL’s udspil til en reorganisering af uddannelsesindsatsen – Godt på vej – Alle unge skal med – rummer fine takter for en styrket indsats overfor de allersvageste unge. ”Men vi er som sektor noget bekymrede over, at KL tydeligvis blander hele indsatsen sammen. Der er jo tale om en vældigt differentierede og kompleks målgruppe, og det taler altså for, at der er differentierede og målrettede løsninger,” siger Verner Rylander-Hansen, der er formand for lederforeningen for VUC. 

Kommunernes Landsforening har den 2. februar offentliggjort deres bud på en ny og mere enstrenget organisering af uddannelsesindsatsen, der skal øge andelen af unge, der tager en ungdomsuddannelse. VUC-sektoren har læst udspillet med interesse og deler KL’s interesse i at styrke indsatsen med at få flere unge til at tage en uddannelse. Men VUC er på flere punkter uenig i KL’s løsning – og også i analysen af problemet:

”KL lægger i deres udspil op til, at indsatsen over for alle unge skal samles i den enkelte kommune, der på den måde skal have ansvaret for indsatsen med at få de 15-årige i gang efter folkeskolen. Ikke mindst de alt for mange, som af den ene eller anden årsag ikke kommer i gang af sig selv. Og her slår KL så den indsats sammen med en hel favnfuld af andre uddannelsesindsatser – blandt andet almen voksenuddannelse (AVU), forberedende voksenundervisning (FVU), ordblindeundervisning og HF-enkeltfag. Det er ikke bare ’pære og bananer’, det er jo hele frugtkurven! HF-enkeltfag er for eksempel ikke en forberedende uddannelse, men en gymnasial uddannelse for voksne. Ordblindeundervisning er ikke forberedende undervisning, men et redskab til at understøtte mennesker med diagnosen ordblindhed. Det er en misforståelse at blande alle de så forskellige uddannelses-indsatser sammen i én samlet pulje af tiltag, der ifølge KL så bør ensrettes,” siger Verner Rylander-Hansen.

”Det  er så vigtigt at huske på, at når vi taler om AVU så har vi at gøre med en så forskellig og kompleks målgruppe, at det ganske enkelt ikke giver mening at presse dem alle ned i én kasse. Endsige lade dem gå over kommunal visitation. For op imod 90 pcts vedkommende er der tale om helt almindelige velfungerende voksne mennesker, der har brug for et kompetenceløft for at fastholde deres plads på arbejdsmarkedet, få et nyt arbejde eller komme i videre uddannelse. For alle dem vil en klientliggørelse være helt forfejlet og unødvendigt. Det giver ikke mening at kommunen skal ind over deres uddannelsesplaner. Det er forfejlet at gøre AVU til en samlet rodekasse for en så væsentlig samfundsøkonomisk indsats, som spænder så vidt. Både i fagligt indhold og målgruppe,” siger Verner Rylander-Hansen.  

VUC deler KL’s ønske om at styrke indsatsen over for de målgrupper, der særligt har brug for støtte og hjælp til at komme i gang med og gennemføre en uddannelse. Men mener ikke, at kommunerne er de rigtige til at løse opgaven alene:

”98 forskellige modeller fra 98 kommuner, afgjort af indholdet af kommunekassen er ikke en ordentlig måde at løse den store udfordring, vi som samfund står over for. Vi løser som uddannelsessektor mange forskellige samfundsopgaver og igennem årene været svaret på skiftende regeringers reformudspil. Og vi melder os gerne på banen til at være en del af løsningen i forhold til at løfte flere ind i uddannelse,” siger Verner Rylander-Hansen.