Webinar om Bæredygtig følgeskab fra eleverne
De tre netværk, Gymnasieskolernes Klimaalliance, Erhvervsskolenetværk for FN’s Verdensmål og VUC Verdensmålsforum, inviterer endnu engang til et fælles webinar om Uddannelse for Bæredygtig Udvikling.
Denne gang skal den handle om nudging, for hvad nytter det at opstille ni forskellige skraldespande til affaldssortering, hvis eleverne ikke bruger dem? Hvordan får vi motiveret flere elever og lærere til at cykle eller til at køre flere i samme bil, og hvordan hjælper vi dem til at træffe de bæredygtige valg, når de står i kantinen? På webinaret vil adfærdsforsker og nudgingekspert, Pelle Guldborg Hansen, fra Roskilde Universitetscenter øse af sin viden om og sine erfaringer. Bagefter er der mulighed for at drøfte oplægget, erfaringsudveksle og netværke med de øvrige deltagere i de tre netværk.
Webinaret foregår via Teams tirsdag den 13. december kl. 13:00 – 15:00
Webinaret henvender sig særligt til øverste ledere samt teknisk administrativt personale, men alle er velkomne.
Deltagelse i webinaret er gratis, men kræver tilmelding. Frist for tilmelding er den 9. december.
Læs mere om webinaret, program og tilmelding her.