Af Pernille Brøndum, formand for Danske HF & VUC og Tue Sanderhage, direktør på Vestegnen HF & VUC

I begyndelsen af februar præsenterede Venstre et nyt udspil på integrationsområdet. I udspillet lagde partiet op til, at indvandrere og efterkommere skal integreres bedre på arbejdsmarkedet, så færre ender på overførselsindkomst eller førtidspension.

I udspillet foreslår Venstre en række tiltag som fuldtidsaktivering, nyttejob og arbejdspligt. Venstre lægger også op til, at der oprettes en task force, som skal finde ud af, hvad der virker for at få især kvinder med indvandrerbaggrund ud på arbejdsmarkedet. Tiltagene er i god tråd med Socialdemokratiets tanker på området, blandt andet i forbindelse med de varslede andengenerationsreformer. Der tegner sig altså et flertal for en politisk aftale i den nærmeste fremtid.

I Danske HF & VUC er vi enige i behovet for at få flere indvandrere i arbejde, og vi mener, at der skal tænkes mere i, hvordan man opnår en bæredygtig beskæftigelse. Vejen til bæredygtig beskæftigelse går paradoksalt nok ikke nødvendigvis kun gennem beskæftigelse, men også gennem uddannelse.

Hvis man fra politisk side ensidigt fokuserer på, at folk skal ud på arbejdsmarkedet, risikerer man, at mange ender tilbage på kontanthjælp inden for få år, fordi de ikke har de basale færdigheder eller kompetencer, der skal til for at fastholde jobbet. For eksempel er det nødvendigt at kunne læse og forstå dansk på et vist niveau for at kunne læse en manual, eller der kan være et behov for it-færdigheder eller matematik. Derfor er det helt essentielt, at politikerne husker at tænke uddannelse ind i deres reformer, hvis de skal lykkes på den lange bane.

En af VUC’ernes kerneopgaver er at hjælpe folk, der af den ene eller anden grund ikke har taget en uddannelse. Det har vi efterhånden flere årtiers erfaring med. Derfor ved vi også, at uddannelse er et vigtigt led i integrationen – både på arbejdsmarkedet og i vores samfund. Det er ikke kun de basale færdigheder i for eksempel dansk og matematik, man får med sig i værktøjskassen, men også almen dannelse, sociale kompetencer og en oplevelse af at høre til i det danske samfund, af medborgerskab. Kort fortalt er forholdet mellem integration, uddannelse og beskæftigelse ikke enten-eller, men både-og.

VUC’erne har et godt indblik i, hvad der virker, og vi udvikler os også gerne, så vi får flere med. Vestegnen HF & VUC har for eksempel de seneste år haft stor succes med at få flere kvinder med indvandrerbaggrund i job gennem målrettede uddannelsestilbud i samarbejde med kommunen og jobcentrene, for eksempel i forbindelse med opsøgende arbejde og visitation, mentorordninger og mulighed for samtidig beskæftigelse. For at lette adgangen og tage brodden af nervøsiteten af at skulle tage uddannelse, har man flyttet undervisningen fra skolen ud i boligområdet.

Et af de nuværende hold består af 20 kvinder og en mand. De har alle forskellige behov og baggrund, men fælles for dem alle er et stærkt ønske om at stå på egne ben som en del af det danske samfund. Underviserne oplever kursisterne som reflekterede over deres egen livssituation, men også at deres udfordringer har holdt dem tilbage. Der er for eksempel kursister fra lande, hvor de kun har haft fem års skolegang. Det giver sig selv, at de mangler nogle – for os – helt basale færdigheder for at kunne varetage et job på den lange bane, og derfor arbejder de nu på at komme på niveau med 9. klasse. Når undervisningen så også foregår i deres egen ”baghave”, kan flere få det til at gå op med for eksempel at aflevere og hente børn eller passe et job. I et tidligere forløb opgjorde Brøndby Kommune effekten, og 9 ud af 10 deltagere gik videre i enten uddannelse eller beskæftigelse efter afsluttet uddannelsesforløb.

Det er en spændende opgave, men vigtigst af alt, er det en succes. En af kursisterne fortæller, hvordan hun efter et FVU-forløb med fokus på at udvide ordforrådet nu forstår, hvad hendes børns lærere fortæller til skole-hjemsamtalerne, og hun er nu selv ved at være klar til at kunne læse på SOSU-uddannelsen efter at have fortsat på AVU. Kursisten har både forbedret sine faglige kompetencer og kan i højere grad nu deltage i sociale arrangementer på børnenes skole og en arbejdsplads. Forløbet har været en succesoplevelse for hende, og man kan ikke overvurdere, hvad den personlige succesoplevelse betyder for motivation og en oplevelse af tilhørsforhold.

Uddannelse er altså nøglen til integration og bæredygtig beskæftigelse. For en ting er at komme ud på arbejdsmarkedet, noget andet er at blive der. Vi ved, at det er langt nemmere at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet, hvis man har basale færdigheder, en kompetencegivende uddannelse og et stærkt netværk på arbejdspladsen. Derfor bør fokus også være på, at de kvinder, som de politiske partier taler om, får de kompetencer, de mangler, samtidigt med, at de kommer i job. Det vil føre til mere stabil beskæftigelse på den lange bane, og det er det, vi har brug for, hvis vi skal have integreret flere indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet.

Opgaven er ikke nem. Det kræver politisk helhedstænkning samt tæt og forpligtende samarbejde mellem landets kommuner og uddannelsesinstitutioner. Vi er klar til at gøre vores del af arbejdet for at komme i mål.

 

Debatindlægget er bragt i Altinget den 24. februar 2021.