Hvad karakteriserer undervisningsmiljøet på VUC, og hvordan oplever kursister med afbrudte uddannelsesforløb i bagagen at blive mødt på VUC? Det undersøger en ny rapport fra Center for Ungdomsforskning.

En af VUC’s helt store styrker er, at mennesker, som af forskellige årsager ikke har fundet sig til rette på andre ungdomsuddannelser føler sig rummet på VUC. Men hvad er det særlige ved VUC, som gør, at de formår at favne en så mangfoldig kursistgruppe, og for en stor andels vedkommende også lykkes med at være et springbræt til videre uddannelse?

Det har Center for Ungdomsforskning undersøgt i forskningsrapporten ’Hvad er det særlige ved VUC? Kursisters erfaringer med læring, motivation og kulturen på VUC’. Undersøgelsen peger på, at det blandt andet er faktorer som pædagogisk og social rummelighed, fleksibilitet og tempo som formår at imødekomme kursister med forskellige udfordringer.

Analysen dækker både den 2-årige HF, HF-enkeltfag og AVU, og empirien er indsamlet på tre VUC’er fordelt jævnt i landet. Forskerne har interviewet en række forskellige kursister om deres oplevelse af VUC, og har især fokus på de kursister, der har afbrudte uddannelsesforløb bag sig.

Læs mere om undersøgelsen og download rapporten her.