Landets VUC’er arbejder målrettet på, at kursisterne fortsat oplever struktur og fællesskab på trods af, at al undervisning nu foregår digitalt. Heldigvis kan underviserne trække på VUC’ernes lange erfaring med at udvikle fjernundervisning..  

Lærere på alle landets uddannelsesinstitutioner har i øjeblikket travlt med at omstille sig til udelukkende at undervise over computeren som følge af at nedlukningen. Det er en udfordring for alle undervisere, men  landets VUC’er udbyder i forvejen hele eller dele af HF-uddannelsen som fjernundervisning, og de erfaringer har været guld værd, hvis man spørger Lars Zimsen, der er afdelingsleder for fjernundervisning på HF & VUC Fyn.

”Vi ved af erfaring, at hvis kursister for alvor skal have udbytte af digital undervisning, så skal skoledagen være så struktureret som overhovedet muligt, og der skal være hyppig og tæt kontakt til underviseren. Da vi for tre uger siden sendte vores studerende hjem, var vores skrækscenarie, at de kom til at sidde isoleret derhjemme og bare lave opgaver helt alene,” fortæller Lars Zimsen.

”Derfor forsøger vi så vidt muligt stadig at holde os til det normale skema. Kursisterne har de samme fag og bruger lige så lang tid på skolearbejdet, som de plejer, og vi gør vi meget ud af at kursisterne har kontakt med underviserne over både video og sms. Samtidig skal de løse mange af opgaverne i grupper via gruppearbejdsrum i Google Meet for at bibeholde det kollaborative element.”.

Offentlig læringsplatform for alle undervisere

Sammen med en række andre uddannelsesinstitutioner på Fyn har HF & VUC Fyn samlet deres viden om digital undervisning på en fælles portal, som alle undervisere er velkomne til at søge inspiration i.

”Det er ikke alle vores lærere, der har lavet simultan- eller fjenundervisning før, men som organisation har vi over de seneste år gjort os en masse gode erfaringer med struktur og IT-værktøjer, som vi kan trække på. Det første vi gjorde var at oprette en læringsportal , som alle vores undervisere kan søge inspiration i – også de undervisere, der ikke har de store erfaringer med virtuel undervisning.

Der har vi samlet en masse vejledninger til forskellige it-redskaber og kurser i fx Google Meet, så lærerne kan fokusere så meget som muligt på det didaktiske. På portalen kan lærerne derudover finde en række eksemplariske digitale undervisningsforløb og generelle links til EVA, STUK, og diverse forlag om, hvordan man bedriver virtuel undervisning.

Se portalen ”Undervisning hjemmefra

Fokus på struktur og det sociale

På VUC har hver fjerde kursist hjemmeboende børn, og det sætter sit præg på skoledagen i øjeblikket, fortæller Lars Zimsen.

”Hos os har mange af kursisterne og underviserne børn, der skal passes sideløbende med undervisningen, så det er en presset situation for alle. Det italesætter vi, og sørger for at der er så meget struktur på, hvad kursisterne skal nå i de enkelte lektioner, så de ikke bliver tabt på grund af et bleskift eller tekniske problemer,” fortæller Lars Zimsen, der er meget imponerende af, hvor positivt og nysgerrigt lærerne er gået til udfordringen.”

”Det er helt vildt at opleve, hvor positive underviserne er, og hvor nysgerrige de er på at udforske mulighederne i digital undervisning. Undervisning er jo det, de brænder for, og det skinner også i igennem i denne situation. De underviser ikke bare som de plejer over video, men udnytter de specifikke læringsmuligheder der er i virtuel undervisning. Fx kan lærerne udnytte at eleverne skriver synkront sammen i det samme dokument, så de på den måde er sammen om skriveprocessen og blive bevidste om den. Det udvider og transformere mulighederne i den digitale læreproces, som ikke er mulig på samme måde i den ordinære klasseundervisning.”

”Så jeg synes, vi er kommet langt,  men vi glæder os til at komme tilbage” slutter Lars Zimsen.