At spare på markedsføring er at spare på uddannelse

17. sep 2020

Af Pernille Brøndum, formand for Danske HF & VUC og rektor på Nordvestsjællands HF & VUC

Det kom jo egentligt ikke som en overraskelse. Set i lyset af covid-19 havde vi ikke forventninger til, at der ville komme store pengeposer i vores retning, da Regeringen præsenterede sit finanslovsforslag. Så det var som forventet, hverken markante investeringer eller besparelser.

Og dog. For en uge inden regeringen præsenterede sit finanslovsforslag, præsenterede de en besparelse på uddannelsesområdet i forbindelse med udspillet til en politireform. Gymnasiale uddannelser og videregående uddannelser skal spare 550 millioner kroner over de næste fire år på det, regeringen kalder ”markedsføring”.

Det gik ellers så godt. Regeringen valgte sidste år at skrotte omprioriteringsbidraget til stor jubel i uddannelsessektoren. Det var ikke et øjeblik for tidligt, og det havde allerede haft konsekvenser hos os i VUC og for andre uddannelsessteder.

Vi havde derfor håbet, at regeringen ville fortsætte på den positive vej og vælge at investere i uddannelserne igen, så vi kan få alle med. Især i år, hvor hele vores samfund har været under stort pres. For covid-19 har sat sine spor. Mange har mistet deres arbejde og skal til at finde et nyt eller skabe nye veje for sig selv. Især ufaglærte er blevet ramt. Her er uddannelse en oplagt og nødvendig del af løsningen. Gennem efteruddannelse eller omskoling kan de, der er blevet ledige, komme godt tilbage på arbejdsmarkedet.

Derfor virker det helt bagvendt at spare på uddannelser igen. Regeringen peger på, at pengene skal hentes på reklamer. Men hvis besparelsen på markedsføring bliver gennemført, som den blev i Finansloven for 2019, bliver det som en besparelse på undervisningstaxameteret. På landets VUC’er vil besparelsen ramme vores hf-uddannelser, som ellers er en vigtig indgang til velfærdsuddannelserne som pædagog og sygeplejerske.

Regeringen ser markedsføring som noget overflødigt, uddannelsesinstitutionerne ikke bør bruge penge på. Men lad mig gøre det klart. Det er ikke reklame. Det er information og oplysning, og det er et vigtigt led for at fortælle om vores hf-uddannelser på VUC. Vores målgruppe er en anden end for de andre gymnasiale uddannelser og de videregående uddannelser. Vi skal nå de voksne, der har brug for udvalgte fag i form af for eksempel vores uddannelsespakker rettet mod velfærdsuddannelser eller en hel hf, så de kan tage en uddannelse på for eksempel professionshøjskolerne.

Vi skal altså nå vores målgruppe der, hvor de er. Det er ikke i grundskolen eller gymnasierne, men i bybilledet, på jobcenteret og i venteværelset hos lægen eller tandlægen. Eller gennem pjecer, opslag på Facebook og andre sociale medier. Der er stadig mange, der ikke ved, hvem vi er, og hvad vi kan, fordi de ikke har haft brug for os (endnu). Vi er det parallelle uddannelsessystem, og derfor har vi brug for at kunne informere potentielle kursister om deres muligheder på andre måder og andre steder end de andre uddannelser. Det er ikke reklame – det er oplysning.

En besparelse på ”markedsføring” er altså en besparelse på uddannelse. Uddannelse er ikke en pengetank, hvor man kan hente finansiering til andre politiske projekter. Vi er en uundværlig del af vores samfund og en vigtig del af løsningen på de udfordringer, der er opstået i kølvandet på covid-19. Regeringen burde i stedet for investere i uddannelse, for eksempel ved at afsætte midler til at styrke ordblindeundervisning eller give 110 % dagpenge til ledige, som skal opkvalificeres i almene kompetencer, så vi sammen kan komme godt ud på den anden side af krisen.

Uddannelse kommer os alle til gode i hele samfundet. Så kære regering, det vil være at vise samfundssind, hvis I dropper besparelserne på uddannelser og i stedet investerer i gode mennesker, der kan hjælpe os godt videre.

 

Debatindlægget blev bragt i Altinget Uddannelse den 17. september 2020. Du kan læse debatindlægget på Altinget Uddannelse her.

Seneste nyheder
Voksenuddannelse er for vigtig til at blive glemt

Voksenuddannelse er for vigtig til at blive glemt

Af Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening og Tue Sanderhage, formand for Danske HF & VUC Hf-enkeltfag er skræddersyet til voksne, der vil tage en gymnasial uddannelse. Det er et vigtigt uddannelsestilbud for en gruppe unge voksne og voksne, der...

Ærgrelse hos Dansk HF & VUC: Regeringen lukker en politisk perle

Ærgrelse hos Dansk HF & VUC: Regeringen lukker en politisk perle

Dagens reformudspil fra regeringen betyder, at hf desværre lukker. Det sker på trods af, at hf er en politisk perle, der formår at skabe fremragende resultater for en gruppe elever, som ellers for manges vedkommende har svært ved at finde sig til rette i...

Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC

Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC

Ved en ekstraordinær generalforsamling den 27. september 2024 blev Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC. Den 27. september 2024 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i Danske HF & VUC. Baggrunden for generalforsamlingen var, at...