Af Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier, og Pernille Brøndum, formand for Danske HF & VUC
I uddannelsesverdenen har vi ventet spændt på, hvordan det er gået med den nye model for elevfordeling til de gymnasiale uddannelser, som nu har været igennem sit første år.
Konklusionen er desværre nedslående: modellen har ikke opfyldt sine formål, den har været dyr at udvikle, og tilbage står et tungt, bureaukratisk system uden formål.
Fortællingen var ellers god, da politikerne i 2021 lavede aftalen om en ny elevfordeling til de gymnasiale uddannelser. Flere unge skal gå på det lokale gymnasium i stedet for at tage ind til de større byer. Og der skal være færre skoler med en ”skæv” elevsammensætning i de store byer.
Modellen koster et tocifret millionbeløb hvert år, som blandt andet er skaffet ved at spare på de penge, som skolerne får, når en elev består sine prøver. Men i det mindste er skolernes penge da gået til at opfylde værdige formål. Eller er de?
Da SVM-regeringen kom til, blev ambitionen om at gøre op med den skæve elevsammensætning i byerne sparket til hjørne, og ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet fik 20 gymnasier tildelt mere end 30 pct. ansøgere med ikke-vestlig herkomst på enten stx, hhx, htx eller hf.
Ambitionen om at støtte de små gymnasier bestod. Men med årets fordeling ser vi, at modellen kun har hjulpet 2 ud af de 31 almene udkantsgymnasier med et antal elever svarende til den kapacitet, Børne- og Undervisningsministeriet fastsatte.
Ingen af de to oprindelige formål med elevfordelingen er altså opfyldt. Men det store bureaukratiske apparat til fordeling af eleverne består. Et apparat, som lægger beslag på store administrative resurser i Børne- og Undervisningsministeriet og regionerne. Som gør livet mere besværligt for skoler og ansøgere. Og som sluger skattepenge uden et klart defineret formål.
Hvad skal politikerne så stille op? På kort sigt er der brug for justeringer af den nuværende model.
For eksempel skaber modellen store udfordringer på hf. Her søger cirka en tredjedel af eleverne efter ansøgningsfristen, de såkaldte eftertilmeldere. Det bliver der ikke taget højde for, når man skal beslutte, hvor mange elever en skole må optage. I stedet bliver eftertilmelderne fordelt af regionen, når alle de rettidige ansøgere er fordelt. Den løsning giver bureaukratisk bøvl og lange behandlingstider. Vi har oplevet elever, der først har fået svar om optagelse dagen før skolestart. Det kan vi ikke byde unge mennesker, der skal i gang med en uddannelse.
I stedet bør elevkapaciteten på hf fastsættes, så den tager højde for eftertilmeldere. Og eftertilmelderne skal kunne optages direkte af skolerne, ligesom før den nye elevfordelingsmodel.
En anden udfordring er elever med for eksempel diagnoser som ADHD og autisme. De kan tage en ungdomsuddannelse på særlige vilkår, enten en ASF-klasse eller et forlænget forløb. De har samtidig forrang i ansøgningsprocessen. Men hvis pladserne i de særlige forløb er fyldt op, indgår de i stedet i den ordinære fordeling. De risikerer dermed at få et tilbud, som ikke tager hensyn til deres særlige behov.
I stedet bør ansøgere til de særlige forløb undtages fra skolernes kapacitetsloft. Det vil give skolerne bedre mulighed for at oprette passende forløb til de elever.
På længere sigt er der brug for, at politikerne tager grundlæggende stilling til, hvilket formål det bureaukratiske apparat bag elevfordelingen skal opfylde. Vil politikerne stadig hjælpe de små skoler og skoler med en ”skæv” elevsammensætning? Eller skal skolerne have deres penge tilbage?
Debatindlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 23. september 2023.
