Af Pernille Brøndum, formand for Danske HF & VUC og rektor for Nordvestsjællands HF & VUC
Statsminister Mette Frederiksen sagde det klart i sin åbningstale: Stort set alle de penge, vi bruger på uddannelse i dag, går til den uddannelse, vi tager som børn og unge. Vi bruger langt færre på den uddannelse, vi tager som voksne.
Statsministeren pegede også på, at mens knap 50 procent af de unge mellem 20 og 24 år er i gang med en uddannelse, gælder det kun én procent af de voksne, der er fyldt 40 år.
Voksne skal lære hele livet. Krav og efterspørgsel ændrer sig. Tænk bare på, hvordan vi er gået fra skrivemaskiner og arkivsystemer til computere og cloudløsninger. Voksne skal have nye kompetencer og opkvalificeres til de skiftende krav, de møder på arbejdspladsen. Det sker ikke af sig selv. Flere i arbejde handler i høj grad også om, at vi uddanner de voksne, der ellers ville falde ud. Derfor bør en del af de 2,5 milliarder kroner, som regeringen vil fordele, gå til at styrke og fremtidssikre netop voksenuddannelse.
Vi skal have mål for de voksnes læring
I Danmark har vi et mål om, at 90 procent af en ungdomsårgang skal tage en ungdomsuddannelse. Målet er ikke nået, men størstedelen af de unge tager i dag turen forbi et gymnasium eller en erhvervsskole. Det er godt, men der er stadig en stor gruppe voksne, der ikke kom med i ungdomsårene. De står nu svagere på arbejdsmarkedet, hvis de overhovedet har fundet fodfæste.
De skal med nu. Vores arbejdsmarked kommer til at mangle uddannet arbejdskraft – fra faglærte over sygeplejersker til ingeniører. Derfor giver det selvfølgelig ikke mening, at så mange voksne står uden en uddannelse. Især ikke, når vi i de kommende år oplever faldende ungdomsårgange. De unge kan ikke alene løse manglen på uddannet arbejdskraft.
Vi skal være lige så ambitiøse på de voksnes vegne, som vi er på de unges. Derfor forslår vi, at 90 procent af de voksne som minimum skal have et uddannelsesniveau, der svarer til en ungdomsuddannelse.
Gode erfaringer med voksnes uddannelse
Heldigvis har vi allerede et velfungerende middel til at opnå det mål: VUC. Vi har solid erfaring med at løfte voksne uden grundlæggende færdigheder, og vi er dygtige til det. 9 ud af 10 hf-kursister er for eksempel i job eller anden uddannelse to år efter, de har færdiggjort en hf. VUC’erne skaber social mobilitet og bedre vilkår for de voksne, der ikke gik den lige vej.
Det bliver svært at indfri et ambitiøst måltal, hvis VUC ikke er her. Lige nu oplever vi et økonomisk opsving i samfundet. Det er glædeligt for det danske arbejdsmarked, og vi oplever, at mange af de voksne, der ellers ville tage en uddannelse på VUC, er kommet i job. Men vi ved, at konjunkturerne bølger op og ned. Vi vil gerne kunne tilbyde lige så god undervisning, når den ufaglærte arbejder mister sit job, som vi gør i dag.
Uddannelse skal ikke være afhængig af konjunkturer
Vi står netop nu i en presset situation. Finansiering af VUC’erne er dybt afhængig af samfundets økonomi og antallet af voksne, der går ind ad vores døre. Vi skal have et uddannelsestilbud til voksne uafhængigt af konjunkturerne, og der er det nuværende taxametersystem forkert skruet sammen. Det er alt for sårbart.
Derfor vil vores forslag til politikerne altså være at bruge en del af de 2,5 milliarder kroner på at fremtidssikre det nødvendige uddannelsestilbud til voksne, som vi allerede har. Alternativet bliver et hullet Danmarkskort, hvor der er langt til det nærmeste VUC. Det vil ikke alene have konsekvenser for den enkelte, det vil også have konsekvenser for vores samfund.
Vi mangler kvalificeret arbejdskraft nu, og det behov forsvinder ikke foreløbigt. Så lad os styrke og fremtidssikre det gode og nødvendige uddannelsestilbud, vi allerede har.
Debatindlægget blev bragt på Altinget Uddannelse den 27. oktober 2021.