Af Pernille Brøndum, formand for Danske HF & VUC, Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier, Camilla Wang, forkvinde for Danske Professionshøjskoler og Christina Barfoed-Høj, direktør for Danmarks Evalueringsinstitut
I 2017 fik hf-uddannelsen en gennemgribende makeover og blev blandt andet gjort mere praksisrettet og projektorienteret, samtidig med at man ønskede at styrke elevernes faglighed. Nu, hvor de første tre årgange af hf’ere har været igennem den ændrede uddannelse, kan vi se, at hf ikke helt har fundet sine ben. Derfor vil det være oplagt at se på, om der skal ske en justering.
En af de ting, som står klart for både os, der udbyder hf, os, der aftager hf-studenter, og os, der gennem vores følgeforskning har fulgt udviklingen på uddannelsen tæt, er, at man med hf-reformen har haft store og gode ambitioner, men at de ikke er opfyldt endnu.
I bestræbelserne på at højne fagligheden på hf ser det ud, som om professionsorienteringen har måttet tage til takke med rollen som bagsædepassager. Efter at reformen er trådt i kraft, kan vi nemlig se, at lærerne toner deres undervisning mindre mod professioner og praksis.
En forklaring er, at de fleste hf-udbud er så små, at man ikke altid har mulighed for at oprette rene fagpakkeklasser. I de klasser, som er sammensat af elever med forskellige fagpakker, er det selvsagt vanskeligt for lærerne at professionsrette undervisningen. Der findes ingen lette snuptagsløsninger på det problem, for det er dyrt at oprette mindre hold.
Men noget vil kunne afhjælpes ved at lade eleverne starte på deres fagpakkeforløb allerede på 2. semester i stedet for at vente til 3. semester. Det vil tilgodese fagligheden og professionstoningen tidligere i uddannelsesforløbet og øge trivslen. Skolerne vurderer nemlig, at det er dårligt for elevernes trivsel, at de skal skifte klasse efter et år, sådan som det er nu på skoler, som vælger at danne rene fagpakkeklasser.
Et andet benspænd er, at eksamensformerne på hf ikke i tilstrækkelig grad er praksisorienterede. Vi ved, at hvis man vil fremme praksisretningen i undervisningen, ja, så må man også eksaminere i selvsamme praksis. Her er der brug for at tænke nyt.
Derudover er der et særskilt problem i forhold til de ekstra fageksaminer KS (Kultur- og Samfundsfagsgruppen) og NF (Naturvidenskabelig Faggruppe). Det er vores oplevelse, at de ekstra eksamener ikke har opfyldt det politiske mål om tydeligere faglighed og sikrere bedømmelse, og så er placeringen af KS så ufleksibel, at det kan spænde ben for, at KS kan spille en central rolle i fagpakketoningen. En oplagt og fagligt funderet løsning er at fjerne disse bindinger, så skolerne selv kan planlægge placering og længde af fag, så det giver bedst mulig mening i forhold til elevernes faglige udvikling – og ikke mindst praksistoningen.
Som ofte med reformer er der mange bud på, hvad der også skal undervises i, men ikke ret mange bud på, hvad der så skal ud. Den fælde er hf-reformen også røget i, og underviserne oplever stoftrængsel i de nye læreplaner.
Oveni viser EVA’s evaluering, at projekt- og praksisforløbene ikke fungerer som ønsket. Kun en mindre gruppe af elever oplever, at forløbene virker afklarende i forhold til videre uddannelse og beskæftigelse. Og selv om denne gruppe heldigvis vokser lidt fra år til år, er det stadig et mindretal.
En del af forklaringen på problemet findes i, at ikke alle hf-lærere er klædt på til at tone undervisningen i en mere professions- og praksisrettet retning. Her vil det være godt at sætte fokus på efteruddannelse af lærerne, hvilket kræver både ressourcer og tid.
Sidst, men ikke mindst har vi afdækket, at der er en stor udfordring med de udvidede fagpakker, der giver adgang til universiteterne. Mange hf-skoler har ikke hf-elever nok til at oprette de udvidede fagpakker, og der er derfor elever, som risikerer at strande i systemet. Det kan f.eks. ske, hvis de undervejs i løbet af deres hf-uddannelse opdager, at de egentlig gerne vil læse videre på universitetet, men ikke kan tage den udvidede fagpakke på den skole, hvor de læser. Eller det kan være elever, som starter på en hf uden at være opmærksomme på, at hf-reformen betyder, at hf ikke længere giver samme adgangsmuligheder som de treårige gymnasiale uddannelser. De udvidede fagpakker udbydes i høj grad kun på større skoler, der typisk ligger i større byer, og på den måde bliver der skabt en geografisk ulighed i hf-elevernes mulighed for uddannelse. Det tror vi, at vi som samfund kan løse bedre.
