Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC

27. sep 2024

Ved en ekstraordinær generalforsamling den 27. september 2024 blev Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC.

Den 27. september 2024 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i Danske HF & VUC. Baggrunden for generalforsamlingen var, at den tidligere formand, Pernille Brøndum, i august trak sig som følge af en forestående fusion mellem Nordvestsjællands HF & VUC og Nordvestsjællands Erhvervs- og gymnasieuddannelser.

Tue Sanderhage, der har været direktør på Vestegnen HF & VUC siden 2015 og medlem af bestyrelsen siden 2021, blev valgt uden modkandidater. Samtidigt indtræder suppleant, Erik Ernø-Kjølhede, som medlem af bestyrelsen for Danske HF & VUC. Erik er rektor på Aarhus HF & VUC.

Tue Sanderhage ser frem til at tage fat som formand og fortsætte den linje, som bestyrelsen har sat.

”Den kommende reform af ungdomsuddannelserne vil få enorm betydning for VUC’erne. Min og bestyrelsens opgave vil være at sikre, at vi fortsat har voksenuddannelser af høj kvalitet i hele landet,” siger Tue Sanderhage.

”Det er ikke alle, der forlader folkeskolen og kommer godt i gang med en ungdomsuddannelse. Nogle falder fra en ungdomsuddannelse, mens andre har haft udfordringer som en psykisk diagnose eller et handicap, der betyder, at de ikke kan tage en fuldtidsuddannelse. De har indtil nu brugt hf-enkeltfag med stor succes, og den mulighed skal vi sikre for fremtiden,” siger han.

I dag tager cirka 20.000 danskere et eller flere fag på hf-enkeltfag, for eksempel som etårige pakker, der giver adgang til optagelse på kvote 2 på en række vigtige professionsuddannelser.

”Vi mangler arbejdskraft i flere brancher, og ikke mindst i landets daginstitutioner. Her er hf-enkeltfag og uddannelsespakkerne en del af løsningen. Det er for eksempel pædagogmedhjælperen, der har været i jobbet i 10 år, og som gerne vil være pædagog, men mangler nogle gymnasiale fag for at blive optaget på pædagoguddannelsen. Det er derfor helt essentielt, at den mulighed vil være der i fremtiden,” siger Tue Sanderhage.

Det samme gælder for sosu-uddannelserne, der også savner et højere optag. Her er almen voksenuddannelse (avu) af høj kvalitet nøglen til mere beskæftigelse.

”Vi ser mange nye danskere, især kvinder, der gerne vil arbejde inden for sosu-området, men mangler læse- og skrivefærdigheder ligesom 600.000 andre danskere. Disse voksne medborgere befinder sig ofte på kanten af arbejdsmarkedet og kan via voksenuddannelse få fodfæste på arbejdsmarkedet,” siger Tue Sanderhage.

Bestyrelsen består nu af:

Tue Sanderhage (formand), Lene Yding (næstformand), Stig Holmelund Jarbøl (næstformand), Anita Lindquist, Lena Søllingvraa Lindblad, Erik Ernø-Kjølhede.

Seneste nyheder
Voksenuddannelse er for vigtig til at blive glemt

Voksenuddannelse er for vigtig til at blive glemt

Af Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening og Tue Sanderhage, formand for Danske HF & VUC Hf-enkeltfag er skræddersyet til voksne, der vil tage en gymnasial uddannelse. Det er et vigtigt uddannelsestilbud for en gruppe unge voksne og voksne, der...

Ærgrelse hos Dansk HF & VUC: Regeringen lukker en politisk perle

Ærgrelse hos Dansk HF & VUC: Regeringen lukker en politisk perle

Dagens reformudspil fra regeringen betyder, at hf desværre lukker. Det sker på trods af, at hf er en politisk perle, der formår at skabe fremragende resultater for en gruppe elever, som ellers for manges vedkommende har svært ved at finde sig til rette i...

Gode takter i regeringens finanslovsforslag

Gode takter i regeringens finanslovsforslag

Lørdag den 24. august blev en del af regeringens finanslovsforslag for voksen- og ungdomsuddannelserne offentliggjort. Forslaget indeholder gode og efterspurgte tiltag. Blandt andet er puljen på 23 mio. kr. til VUC’er med økonomisk udfordrede afdelinger gjort...