Af Anita Lindquist, rektor for Københavns VUC, Camilla Louise Lydiksen, direktør for ADHD-foreningen, Kathe Johansen, formand for Landsforeningen Autisme, Helle Søby Thygesen, forælder, Claus Maron, forælder, Lone Engels, forælder, Helle Nørskov Eriksen, forælder og Lone Stahlfest Møller, forælder.
Vores uddannelsessystem har gennem de sidste 20 år gennemgået en markant forandring. Reformer og måltal skal sikre, at flere unge tager en ungdomsuddannelse.
Reformerne har da også ført til, at tilslutningen til ungdomsuddannelserne er gået op. Aldrig har så mange unge taget en ungdomsuddannelse. I hvert fald hvis vi kigger på unge uden psykiske diagnoser. Her viser en undersøgelse, at 80 procent af de 25-årige har en ungdomsuddannelse. Retter vi derimod blikket på de unge, der har forskellige udfordringer i form af for eksempel autisme, ADHD eller psykisk funktionsnedsættelse, ser billedet desværre anderledes ud. Kun 60 procent tager en ungdomsuddannelse. Og langt færre læser videre bagefter.
Dronning Margrethe sagde det fint i sin nytårstale: ”Som land og som folk skal vi finde en fælles retning, men ikke for at gå i takt. Det har aldrig ligget for os her til lands. Én spurter afsted over stok og sten, en anden foretrækker at slentre gennem landskabet; men der er nogle, for hvem vejen slet ikke er jævn. Det gælder i høj grad for dem, der må slås med et handicap.”
Vejen gennem uddannelsessystemet er desværre meget ujævn for unge med psykiske diagnoser. Det har både konsekvenser for vores samfund, der mister værdifuld arbejdskraft, og for de unge, der ønsker at være en del af fællesskabet og tage et arbejde. Ifølge en undersøgelse fra COWI vil den samfundsøkonomiske gevinst være på cirka 1,3 milliarder kroner, hvis 1300 personer med psykisk diagnose eller funktionsnedsættelse tager en uddannelse. Det giver derfor rigtig god mening økonomisk og menneskeligt, hvis vi sikrer lige adgang til uddannelse for alle uanset deres forudsætninger. Ikke mindst nu, hvor der er mangel på arbejdskraft inden for en række essentielle brancher.
En del af årsagen er, at der slet ikke er nok uddannelsestilbud til dem, der har brug for ekstra støtte. På landsplan findes der 13 ASF-klasser (Autisme Spektrum Forstyrrelser) med plads til 12 elever i hver klasse. Det betyder, at 156 unge med autisme kan begynde på en gymnasial uddannelse med særligt statslig finansieret tilskud. Men ifølge en undersøgelse fra KL var 4 procent af eleverne i 9. klasse i skoleåret 2019/2020 diagnosticeret med autisme. Det svarer til cirka 1.400 elever. Behovet er altså langt større end kapaciteten.
Dertil kommer, at ASF-klasserne kun er for unge med autisme. Unge med andre psykiske diagnoser kan også have brug for særlig støtte for at gennemføre en ungdomsuddannelse, og derfor har flere VUC’er med økonomisk hjælp fra kommunen oprettet særlige inklusionsforløb.
Et af de steder, der både har ASF-klasser og særlige inklusionsforløb, er Københavns VUC (KVUC). Inklusionsforløbene er spredt mere ud med færre timer, færre elever i klassen, og i modsætning til i ASF-klasserne er der i inklusionsforløbene tilknyttet en mentor. Det er med til at skabe ro og særlig støtte for de unge.
En af dem, der har haft gavn af HF Inklusion på KVUC, er Freja. Hun fik diagnosen Aspergers, da hun var 16 år. Selvom der var en del, der faldt på plads med diagnosen, betød den også en usikker fremtid. Freja var allerede inden diagnosen klar over, at hun ville få det svært på en ordinær ungdomsuddannelse. Folkeskolen havde været en udfordring, fordi hun ofte ”fór vild” i sit hoved, som hun selv beskriver det. Hun var dog heldig at have en studievejleder, der anbefalede HF Inklusion. Under uddannelsen lærte Freja, hvordan hun kunne vende sin diagnose til sin fordel. Freja er blandt andet meget detaljeorienteret, og det er en klar fordel i hendes studie. Hun læser i dag forhistorisk arkæologi.
HF Inklusion er altså et nødvendigt tilbud til en gruppe unge, der både kan og vil være en del af samfundet, men som har brug for ekstra støtte for at gennemføre en uddannelse. Desværre ser vi en svingende vilje fra kommunal side til at bakke økonomisk op, hvilket leder til spørgsmålet: Hvem skal betale?
Kommunerne giver et tilskud til mentorstøtten på HF Inklusion på KVUC, men Københavns Kommune mener, at det bør være staten, der står for det økonomiske tilskud. Foreningen for VUC’erne, Danske HF & VUC, har da også forslået et statsligt inklusionstaxameter, hvilket vil muliggøre oprettelse af de nødvendige inklusionspladser, og Autismeforeningen har foreslået, at der skal være mindst en ASF-klasse i hver kommune. Desværre er der ikke kommet afklaring på, hvem der fremover bærer det økonomiske ansvar.
Det manglende politiske initiativ rammer de unge i København og andre steder i landet, der står uden vished om deres fremtidige uddannelsesmuligheder. Vi risikerer at efterlade dem på perronen. Det er unge, der allerede har mødt mange bump på vejen, men som har en enorm vilje og lyst til at tage en uddannelse, som nu går en usikker fremtid i møde. Dette skaber ikke et Danmark i balance, hverken geografisk eller menneskeligt.
Den gode nyhed er, at vi ikke behøver at opfinde den dybe tallerken. Vi har allerede nogle gode, velafprøvede uddannelsestilbud i ASF-klasser og HF Inklusion. Det, vi mangler, er politisk villighed til en varig statslig finansiering, som sikrer at unge med autisme og andre diagnoser kan få den støtte de har behov for, så de kan gennemføre en ungdomsuddannelse uanset hvor i landet de bor. Vi bør sikre lige muligheder for unge med diagnoser/handicap.
Debatindlægget blev bragt i Politiken den 14. marts 2022.
