VUC: Vigtigt at ny elevfordeling tilgodeser den måde det parallelle uddannelsessystem fungerer på

23. apr 2020

Det er afgørende, at de politiske forhandlinger om elevfordeling på landets gymnasier også tager højde for den måde det parallelle uddannelsessystem fungerer på. Det har betydning for de unge og voksne, som både kan og vil uddannes men ikke lige passer så godt ind i gymnasiekulturen. 

Af Pernille Brøndum, formand for Danske HF & VUC

Danske HF & VUC er enige i nødvendigheden af at se politisk på elevfordelingen på landets gymnasier, og at væsentlige hensyn til samfundet nogle gange må vægtes højere end den enkelte elevs frie valg af gymnasium.

Vi vil gerne bruge denne anledning til at minde vores politikere om et andet væsentligt element, når det handler om, at vores uddannelser skal bidrage til sammenhængskraften i vores samfund: Et velfungerende parallelt uddannelsessystem.

Det er helt afgørende for vores samfund at opretholde et velfungerende parallelt uddannelsessystem alle steder i landet, og derfor har det en stor betydning, at en ny model for elevfordeling også tager højde for den måde det parallelle uddannelsessystem fungerer på.

Bred målgruppe
VUC-sektorens uddannelser, som også tæller 2-årigt HF, er for den store gruppe af danskere, som enten ikke er kommet i gang med, er faldet ud af, eller bare ikke passer ind i det ordinære uddannelsessystem som f.eks. gymnasiet.

Det kan være den enlige unge mor, som har fået overskud til at begynde på en uddannelse, eller den unge mand, der ikke var klar til gymnasiet som 16-årig og derfor droppede ud i 1.g, men efter et par år er blevet uddannelsesparat. Hver 4. HF-kursist på VUC har en afbrudt gymnasieuddannelse i bagagen.

Det kan også være den voksne ufaglærte, som efter nogle år på arbejdsmarkedet har fået mod på at tage en uddannelse, eller den 19-årige, der bare har brug for et mere voksent læringsmiljø at uddanne sig i end det, et typisk gymnasium kan tilbyde.

VUC tilbyder ekstra støtte
Fællesnævneren for de mennesker der vælger at uddanne sig på VUC er, at de alle både kan og vil uddanne sig, men med rette ikke føler, at de passer ind i ungdomskulturen på et gymnasium. Det er vigtigt, at der fortsat er et tilgængeligt uddannelsestilbud i hele landet til denne gruppe, og derfor er det i den kommende politiske proces omkring elevfordeling afgørende at holde fast i, at HF på VUC og HF på gymnasiet ikke er det samme.

HF er på samme niveau, om den læses på et gymnasium eller et VUC. Men på VUC er tilgangen og studiemiljøet indrettet til dem, der har brug for ekstra støtte, eller ikke er lykkedes på et gymnasium eller en erhvervsuddannelse. VUC tiltrækker derudover også mange ressourcestærke voksne, der er målrettede og bare har valgt en anden vej gennem uddannelsessystemet.

Det betyder meget for den store gruppe af mennesker, som vælger VUC, at der fortsat er mulighed for at kunne læse en 2-årig HF i et voksent miljø, og de kan risikere at komme i klemme, hvis den kommende elevfordeling ikke husker at tage højde for den måde VUC fungerer på i forhold til optagelse. For eksempel optages en stor del af VUC’s kursister på HF udenom optagelse.dk.

Uanset hvordan de politiske drøftelser om fordeling af elever på vores gymnasier ender, ser Danske HF & VUC derfor frem til en løsning, som sikrer, at flest mulige i hele landet kan gennemføre en uddannelse – og med det mener vi både dem, der søger direkte på gymnasiet og dem, som ikke går den helt lige vej gennem uddannelsessystemet. Vi har brug for alle, som kan og vil uddanne sig.

Seneste nyheder
Voksenuddannelse er for vigtig til at blive glemt

Voksenuddannelse er for vigtig til at blive glemt

Af Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening og Tue Sanderhage, formand for Danske HF & VUC Hf-enkeltfag er skræddersyet til voksne, der vil tage en gymnasial uddannelse. Det er et vigtigt uddannelsestilbud for en gruppe unge voksne og voksne, der...

Ærgrelse hos Dansk HF & VUC: Regeringen lukker en politisk perle

Ærgrelse hos Dansk HF & VUC: Regeringen lukker en politisk perle

Dagens reformudspil fra regeringen betyder, at hf desværre lukker. Det sker på trods af, at hf er en politisk perle, der formår at skabe fremragende resultater for en gruppe elever, som ellers for manges vedkommende har svært ved at finde sig til rette i...

Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC

Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC

Ved en ekstraordinær generalforsamling den 27. september 2024 blev Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC. Den 27. september 2024 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i Danske HF & VUC. Baggrunden for generalforsamlingen var, at...