Gode takter i reformudspil, men vi skal passe på benspænd

3. maj 2023

Reformkommissionen offentliggjorde i dag sine anbefalinger om børn og unges vej gennem uddannelsessystemet. Det er positivt, at kommissionen anerkender og anbefaler hf som en hovedvej til velfærdsuddannelserne. Men vi skal passe på med at lave benspænd for de unge, som ønsker at tage en hf.

Reformkommissionen foreslår at oprette en ny ungdomsuddannelse, HPX, som sammen med gymnasiet skal være én af to hovedveje for unge, efter de afslutter 9. klasse. På HPX skal det bl.a. være muligt at tage hf-fag som valgfag.

I forlængelse heraf foreslår kommissionen at tilpasse den toårige hf. Unge under 18 år kan tage en hf som en halvandetårig overbygning til HPX, mens voksne over 18 år kan tage en toårig hf, som vi kender det fra i dag. For alle gælder stadig, at man skal kunne tage en udvidet fagpakke eller overbygning (SOF), som giver adgang til universitetet.

Formand for Danske HF & VUC, Pernille Brøndum, udtaler:

”Jeg er glad for, at Reformkommissionen anerkender og anbefaler hf som en hovedvej til velfærdsuddannelserne og de øvrige videregående uddannelser. Men vi skal passe på med at lave nye benspænd for de unge, som ønsker at tage en hf-uddannelse. Derfor anbefaler vi, at unge under 18 år, som er faldet fra en ungdomsuddannelse, selv skal kunne vælge, om de vil søge ind på FGU eller direkte ind på hf.”

Reformkommissionen anbefaler også at forbedre mulighederne for at udbyde den toårige hf som treårige forløb for elever med funktionsnedsættelser eller tilsvarende vanskeligheder. Det kan ske ved at afsætte midler til en ansøgningspulje på 15-25 mio. kr. årligt, som kan gå til fx tolærerordninger, nedsat klassekvotient eller mentorer.

Formand for Danske HF & VUC (Bestyrelserne), Ulla Koch, udtaler:

”Jeg er meget positiv over for, at Reformkommissionen anerkender betydningen af de treårige hf-forløb, som flere VUC’er i dag udbyder til elever med fx ADHD, autisme, angst eller andre udfordringer. De tilbud sikrer, at flere unge med særlige behov får en ungdomsuddannelse. Derfor anbefaler vi også, at man bevarer muligheden for, at unge under 18 år med diagnoser fortsat kan søge direkte ind på et forlænget forløb på den toårige hf.”

Danske HF & VUC repræsenterer landets voksenuddannelsescentre (VUC), som bl.a. udbyder den toårige hf-uddannelse. Vi har stor erfaring med at uddanne unge og voksne via fleksible tilbud. I den forbindelse indgår vi meget gerne i en konstruktiv dialog om, hvordan vi forbedrer uddannelsesmulighederne for unge og voksne.

Seneste nyheder
Voksenuddannelse er for vigtig til at blive glemt

Voksenuddannelse er for vigtig til at blive glemt

Af Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening og Tue Sanderhage, formand for Danske HF & VUC Hf-enkeltfag er skræddersyet til voksne, der vil tage en gymnasial uddannelse. Det er et vigtigt uddannelsestilbud for en gruppe unge voksne og voksne, der...

Ærgrelse hos Dansk HF & VUC: Regeringen lukker en politisk perle

Ærgrelse hos Dansk HF & VUC: Regeringen lukker en politisk perle

Dagens reformudspil fra regeringen betyder, at hf desværre lukker. Det sker på trods af, at hf er en politisk perle, der formår at skabe fremragende resultater for en gruppe elever, som ellers for manges vedkommende har svært ved at finde sig til rette i...

Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC

Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC

Ved en ekstraordinær generalforsamling den 27. september 2024 blev Tue Sanderhage valgt som ny formand for Danske HF & VUC. Den 27. september 2024 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i Danske HF & VUC. Baggrunden for generalforsamlingen var, at...