Der bor færre på landet end i byerne. Men derfor behøver uddannelsestilbuddene ikke at være ringere. Det var et af de budskaber, der blev fremført på VUC Årsmøde 2024.
Få busserne tilbage på vejene! Det var en af de vigtigste pointer, da Mette Pless, Ph.d. og projektleder i Lær for Livet UNG, holdt oplæg for de cirka 200 fremmødte til VUC Årsmøde 2024 den 18. april.
For et af de største benspænd for unge, der bor på landet, er deres bevægelsesfrihed. Hvis deres forældre ikke har to biler, er det rigtigt svært for de unge at bevæge sig hen til en uddannelse, hvis den ikke ligger tæt på. Og det gør den ikke altid, når man bor uden for de større byer.
Det var også en af pointerne, da Mette Pless efterfølgende fik selskab af Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS, Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent i SMVDanmark, Asger Kjær Sørensen, forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og Lene Yding, næstformand i Danske HF & VUC og rektor på HF&VUC NORD i Nordjylland.
Karsten Bo Larsen fremhævede, at afstandene i Norge og Sverige er langt større end i Danmark, og at man derfor godt kunne sløjfe nogle af de mindre uddannelsessteder uden for byerne for at skabe en bedre økonomi for de tilbageværende institutioner. Men det vil ikke kunne lade sig gøre uden bedre offentlig transport, sagde Lene Yding.
”Vi har måske ikke de samme distancer som i Sverige, men der stadig 100 km mellem Skagen og Aalborg. Så hvis der kun er uddannelse i de større byer, så skal de unge langt, og det er svært at komme rundt i landdistrikterne,” sagde hun.
De store afstande vil kunne afholde nogle unge fra at tage en uddannelse, da det bliver for svært for dem at komme hen på skolen, og det vil være med til at øge uligheden, sagde Asger Kjær Sørensen.
”Vi skal værne om, at man har lige uddannelsesmuligheder, uanset hvor ens forældre har valgt at bosætte sig,” sagde han.
Kasper Munk Rasmussen kunne også godt se idéen i at bevare uddannelser i hele landet – i hvert fald de mest basale.
”Vi skal helst have nogle basale uddannelser inden for relativ kort afstand. Men vi må også have en forventning om, at de så har et fornuftigt serviceniveau. Kvaliteten af uddannelserne skal være god, ellers giver det ikke mening,” sagde Kasper Munk Rasmussen.
Store tabuer og forventningsfattigdom
Da panelet gik fra scenen, blev ordet givet videre til Alexander Von Oettingen, rektor på UC SYD. Han tog publikum med gennem sine tre største tabuer i dansk uddannelsespolitik. Det var et forfriskende og tiltrængt blik indad, da han gik i gang med at dissekere tanken om livslang læring (hvem gider at gå i skole hver dag resten af livet?), tog fat på paradokset om, at nogle omsorgsfag er ”pænere” end andre og tabuet om, at de fleste skoler ikke har de elever, som de selv (og systemet) tror, de har. Den abstrakte elev der altid er glad for undervisningen, og som trives hver dag, men som ikke findes i virkeligheden.
Det var heller ikke den type elev, som Agi Csonka, programdirektør i VILLUM FONDEN, var, da hun gik i skole. Det fortalte hun, da hun som den sidste gik på scenen til en samtale om ikke at gå den lige vej gennem uddannelsessystemet.
Hun blev mødt af det, hun selv kaldte ”forventningsfattigdom”. At lærerne og andre voksne omkring hende havde lave forventninger til hende på grund af sin baggrund.
De lave forventninger betød, at hun i perioder blev en ”ballademager”, for hvorfor række hånden op, hvis læreren alligevel ikke tager én?
Den forventningsfattigdom, som Agi Csonka selv mødte, ser hun stadig. Især overfor børn, der kommer fra mindre ressourcestærke hjem, og derfor var hendes råd da også, at man skal se ud over sine egne fordomme og forestillinger.
Og på den måde rundede Agi Csonka årsmødet af med en pointe fra starten hos Mette Pless. Fordomme fylder. Også blandt de unge selv. De vil ikke være en af dem, der ikke flytter sig, og de vil have mulighed for at uddanne sig. Men det kræver, at bussen kører.
