(Bragt i Politiken den 7. maj 2019)

Af Stefan Hermann, formand Danske Professionshøjskoler, Birgitte Vedersø, formand Danske Gymnasier, Ole Heinager, formand Danske Erhvervsskoler og – Gymnasier – Lederne og Pernille Brøndum, formand for Danske HF & VUC – Lederne m.fl.

I en ikke så fjern fortid – for 13 år siden – lancerede regeringen sin globaliseringsstrategi med undertitlen ’Fremgang, fornyelse og tryghed’. Den skulle ruste Danmark til den konkurrence, der lurede uden for landets grænser fra hastigt voksende nye økonomier som Kina, Brasilien, Indien og Rusland.

Svaret på globaliseringens udfordringer var en række ambitiøse mål for blandt andet forskning og uddannelse. Kort sagt: en koordineret indsats for at gøre den danske befolkning konkurrencedygtig ved at gøre den klogere.

Der var ikke blot tale om tomme floskler. Ambitionen blev fulgt til dørs med massive investeringer i uddannelse og forskning.

Siden kom som bekendt en finanskrise, der kastede lange skygger over ambitionerne om at uddanne os til fortsat velstand og flyttede politikernes fokus til andre dagsordener.

Nu er vi imidlertid ved at ryste finanskrisens eftervirkninger ud af systemet, og tilbage står en verden, der har taget et digitalt kvantespring, som har byttet rundt på det gammelkendte styrkeforhold mellem nationerne. Lande, som vi førhen tænkte skulle udføre vores manuelle arbejde i mange generationer frem, er nu mulige leverandører af højtekniske løsninger.

De samme lande er stærkt på vej inden for områder som f.eks. design, arkitektur og ingeniørarbejde.

Konkurrencen landene imellem er blevet hårdere, end den nogensinde før har været, og der er en voksende tendens til protektionisme. Toldmure og andre handelsforhindringer skyder op, og de enkelte lande forsøger i stigende grad at beskytte det, de har, og det, de kan.

Danmark er et lille land – uden særlig mange mineraler eller råstoffer, uden en stor produktion og uden ret mange virksomheder, der er store nok til at klare sig i den internationale konkurrence. Den får i stadig større grad karakter af en giganternes kamp mellem sværvægtere som Apple, Amazon og kinesiske nykommere som Alibaba Group og Baidu, der specialiserer sig i kunstig intelligens.

Samtidig står vi over for udfordringer af meget forskellig karakter inden for landets grænser. Der bliver færre unge og flere ældre og børn – altså flere borgere, vi skal tage hånd om, og færre til at gøre det. Fake news og generel opdeling af samfundet læner sig tungt op ad vores demokrati og skubber til sammenhængskraften.

Alt sammen udfordringer, som kræver, at vi ikke alene bliver dygtigere, men også mere oplyste, for vi kan ikke klare det hele ved at løbe hurtigere og hurtigere. Igen – som så ofte før – er svaret på de udfordringer, vi som nation står over for: uddannelse, uddannelse og mere uddannelse – samt en god portion forskning og innovation.

Danskerne skal ikke blot være klogere, end de er i andre lande. Vi skal også være dygtigere. Vi skal skabe ideerne, udvikle dem og producere dem. Det kræver, at vi både styrker befolkningen bogligt, fagligt og på tværs af fagområderne.

Vi skal blive bedre til sprog, til innovation, til digitalisering og teknologihåndtering, men også til kulturforståelse, så vi står stærkere, når vi handler med andre uden for landets grænser. Og så vi bedre kan forstå os selv og den verden, vi lever i.

Vores sundhedssektor vil blive mødt med krav om at kunne håndtere mere og mere krævende opgaver, fordi efterspørgslen efter avancerede sundhedsydelser vil vokse, og ligesådan vil det gå for mange andre sektorer.

Det betyder, at der skal stilles større krav til vores undervisere og til dem, der uddanner vores undervisere, så vi hele tiden sikrer, at vi bliver endnu bedre til at få det ypperste frem i vores elever og studerende.

Men for at det kan lykkes, er det nødvendigt at investere i uddannelse og at se uddannelse som den investering i fremtiden, det vitterlig er. Kravene til de unge – og til arbejdsstyrken som helhed – vil nemlig fortsat forandre sig i de kommende år.

Det er ikke bare velstand og evnen til at konkurrere med udlandet, der står på spil. Hvis velfærden i morgen ikke skal være ringere end velfærden i dag, skal vi være i stand til at følge med vores omverden. Hvis vi taber i konkurrencen, mister vi også evnen til at tage hånd om vores børn, deres opvækst og uddannelse, vores ældre, vores syge.

Og hvis vi ikke prioriterer dagtilbud, skole, sundhed og socialt arbejde, mister vi ikke alene konkurrencekraft, men udhuler velfærd, demokrati og sammenhængskraft.

Derfor skal vi give vores børn og unge en solid og sammenhængende basisuddannelse, hvor grundskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse og forskning trækker i samme retning, bygger oven på hinanden og sikrer, at det hele hænger sammen og gensidigt støtter hinanden.

Men vi skal også sikre os, at adgangen til videreuddannelse livet igennem er ukompliceret, så vi løbende kan tilpasse os og forandre den virkelighed, der i øjeblikket forandrer sig så hurtigt, at det er vanskeligt at forudsige, hvad det er, der er behov for bare få år frem i tiden.

Vi har som uddannelser et selvstændigt ansvar for at sikre, at vi kan levere den kvalitet og det indhold, der er behov for. Hvis ikke vi gør vores del af arbejdet godt nok, hjælper ingen gode strategier – og det ansvar er vi os helt bevidst om. Men vi kan ikke gøre det alene.

Der skal sættes retning og vilje bag vores indsats fra det samfund, som har så stærkt behov for at være foran på viden. Der er med andre ord behov for en opdateret version af globaliseringsstrategien, og den vil vi opfordre politikerne til at lancere.

Har vi råd til at lade være?