Unge med diagnoser får færre uddannelsestilbud fra 2030

5. maj 2026

PRESSEMEDDELELSE:
Efterspørgslen på særligt tilrettelagte forløb målrettet unge med diagnoser som adhd eller autisme er steget med 86 procent på tre år. Alligevel står over halvdelen af de eksisterende forløb til at lukke om få år, hvis EPX-reformen gennemføres uændret.

Med epx-aftalen bliver toårigt hf nedlagt. Dermed lukker mere end halvdelen af de særligt tilrettelagte forløb målrettet unge og unge voksne med diagnoser som adhd og autisme. Men efterspørgslen på netop disse typer af forløb er eksploderet de senere år. Siden 2022 er efterspørgslen steget med 86 procent, viser en helt ny kortlægning, som Børne- og Undervisningsministeriet har bedt Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om at lave.

Dermed står unge og unge voksne med en diagnose i en svær situation, hvor de om få år ikke længere har den samme adgang til en uddannelse, der er målrettet dem. Det vækker bekymring i Danske HF & VUC.

”Hvis ikke politikerne handler på det og får de særlige forløb indtænkt i EPX-reformen i tide, så vil rigtigt mange af de  unge, som har mest brug for støtte i uddannelserne, efterlades uden et ordentligt tilbud. Jeg oplever egentligt politisk velvilje, men den velvilje skal følges op af handling, så snart en ny regering er kommet i arbejdstøjet,” siger Tue Sanderhage, formand for Danske HF & VUC.

I aftalen om epx-reformen, som den afgående SVM-regering, Dansk Folkeparti og SF står bag, er der lagt op til, at der kan oprettes forlængede forløb på den nye uddannelse. Men det er ingen forpligtelse, så det vil derfor være op til den enkelte udbyder, om der skal oprettes særligt tilrettelagte forløb på epx. Da det kræver erfaring og kompetencer at oprette særligt tilrettelagte forløb, og en ledelse, der er villig til at prioritere området, er Tue Sanderhage bekymret for, om forløbene bliver oprettet.

”På VUC’erne har vi brugt 15 år på at opbygge uddannelser for alle, uanset hvor de er i livet. Vi har i sektoren erfaring og viden om disse forløb, og ikke mindst viljen til at sikre, at alle kan tage en uddannelse, også selvom de har en diagnose eller andre udfordringer. Og vi risikerer at VUC’ernes erfaring skylles ud med badevandet og at de mest sårbare elever kommer til at betale prisen,” siger Tue Sanderhage.

Den nye EVA-rapport dokumenterer, at VUC’erne udbyder over 70 procent af de særligt tilrettelagte forløb, der findes på gymnasiale uddannelser i dag. Derfor foreslår han og Birgit Lise Andersen, formand for Danske HF & VUC (Bestyrelserne), at politikerne handler på den nye EVA-rapport og sikrer, at det blandt andet fortsat vil være muligt at lave særligt tilrettelagte forløb på gymnasiale enkeltfag, som erstatter hf-enkeltfag fra 2030.

”Det bliver helt afgørende, at vi kan danne klasser og tilrettelægge forløb målrettet unge og unge voksne med diagnoser på de 10 gymnasiale enkeltfagsinstitutioner i fremtiden og andre udbydere af gymnasiale enkeltfag. Det kræver tilstrækkelig volumen at oprette klassebaserede forløb for dem, der ikke kommer direkte fra grundskolen, og som efterspørger et voksenpædagogisk miljø og de særlige tilrettelæggelser, som VUC’erne i dag udbyder,” siger Birgit Lise Andersen.

Kontaktoplysninger:

Tue Sanderhage
Formand for Danske HF & VUC

Telefon: 21 16 57 08
E-mail: tus@vucv.dk

Birgit Lise Andersen
Formand for Danske HF & VUC (Bestyrelserne)

Telefon: 29 38 11 94
E-mail: birgitliseandersen@hotmail.com

Josephine Hald Pedersen
Kommunikationskonsulent

Telefon: 40 45 98 32
E-mail: jpe@vuc.dk

Seneste nyheder
Politikerne styrker ikke voksenuddannelserne ved at flytte dem

Politikerne styrker ikke voksenuddannelserne ved at flytte dem

PRESSEMEDDELELSE: En ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at politiske reformer og økonomiske rammebetingelser har været afgørende for kursistgrundlaget for almen voksenuddannelse (avu), der de senere år har været faldende. Nu er en ny reform på...

Lærere forener læring og natur i vinderprojekt

Lærere forener læring og natur i vinderprojekt

Vinderne af VUC Uddannelsespris 2026 blev et team, der formår bruge de naturlige omgivelser til at skabe bedre trivsel og læring i Thy. Naturen i Thy er vild, smuk og unik. Og nu også en del af læringsrummet for de kursister, der tager HF Outdoor på Thy-Mors HF &...

Hvordan skal fremtidens voksenuddannelser se ud?

Hvordan skal fremtidens voksenuddannelser se ud?

Der er store ændringer på vej i uddannelsesverdenen, ikke mindst på ungdomsuddannelserne. Det kommer også til at have konsekvenser for fremtiden for voksenuddannelserne, og derfor var det et emne, der fyldte på generalforsamlingen i Danske HF & VUC den 23. april....