VUC er en succeshistorie, og derfor skal det omtales på samme måde. Det er samtidig på høje tid, at vi i fællesskab får udstukket en politisk og økonomisk kurs, som kan sikre VUC i fremtiden, skriver tre uddannelsesformænd.

Af Pernille Brøndum, formand for Danske HF & VUC, Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, og Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Bragt i Altinget den 21. november 2019

Landets voksenuddannelsescentre (VUC) er en af de mest oversete succeshistorier i uddannelsessystemet. Desværre hører offentligheden i disse dage mest om VUC’er, der er hårdt pressede økonomisk, og ikke så meget om, hvorfor det er et problem, at VUC er presset økonomisk.

Siden 2016 har sektoren ud over det årlige omprioriteringsbidrag på 2 procent sparet en milliarder kroner i øvrige besparelser. Det rammer især afdelinger i de mere tyndt befolkede egne af landet, men det går også ud over VUC i byerne.

Situationen er dybt alvorlig, og hvis der ikke sker noget politisk, risikerer vi ganske enkelt at miste en af de største uddannelsespolitiske succeser, som har betydet så uendelig meget for rigtig mange mennesker og for det danske samfund i over 60 år.

VUC er en succeshistorie
VUC kan noget helt særligt. Her kan kortuddannede unge og voksne, der har brug for almene kompetencer for at kunne udvikle sig i jobbet eller finde fodfæste på arbejdsmarkedet, få den nødvendige opkvalificering og hjælp til at gå fra eksempelvis ufaglært til faglært.

På samme måde kan unge og voksne, der af forskellige årsager har brug for at skifte spor og læse videre, men som aldrig fik taget en ungdomsuddannelse, finde mulighederne i et pædagogisk miljø tilrettelagt efter deres livssituation og ståsted i tilværelsen.

Denne gruppe omfatter blandt andet unge forældre, som udgør en fjerdedel af VUC’s kursister på almen voksenuddannelse (avu) og hf, og den rummer tosprogede med behov for at forbedre danskkundskaber og øvrige kompetencer.

Samlet set modtager cirka 100.000 personer hvert år undervisning i VUC’s særlige voksenpædagogiske miljø på 69 afdelinger i landet. Syv af ti kursister er i beskæftigelse eller videre uddannelse seks måneder efter, at de har afsluttet deres uddannelse på VUC. Det er en vaskeægte succeshistorie for de mange, som ikke er gået den lige vej i uddannelsessystemet. De har i VUC’s undervisningsmiljø opnået viden, erkendelse og indsigt, som har givet dem mod på at overskride sig selv i fællesskabet med andre og komme videre i tilværelsen.

Denne mulighed skal vi værne om. Den er med til at sikre sammenhængskraft og social mobilitet i samfundet og give de borgere, som ikke fulgte den snorlige vej, en ny mulighed for at få en uddannelse.

VUC skal sikres i fremtiden
VUC har i sin 60-årige historie løftet opgaven som uddannelsessystemets bagstopper. Det skal vi for alt i verden fortsætte med. VUC er dynamisk og i stand til løbende at tilpasse sig ændrede krav politisk og samfundsmæssigt, samtidig med at vi som institution bevarer en nødvendig pædagogisk og faglig kerne. Det er en styrke ved VUC, som desværre er truet af flere års alvorlig økonomisk smalhals. Vi håber og tror, at vindene vil vende.

Vi ser tegn på det i forståelsespapiret mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, hvori det fremgår, at parterne vil sikre, at “de lukningstruede VUC’ere kan fortsætte”. Og i regeringens finanslovsforslag er der forslag om at udmønte 50 millioner kroner til VUC. Det er skridt i den rigtige retning. Nu er vi spændt på at høre, hvordan den politiske vilje til at gøre noget for VUC her og nu kan omsættes i visioner, der kan sikre sektorens fremtid.

Det er på høje tid, at vi i fællesskab får udstukket en politisk og økonomisk kurs, som kan sikre VUC i fremtiden.Til gavn for de mange, der har brug for en ekstra uddannelsesmulighed, og til gavn for et samfund, der socialt og økonomisk profiterer af det uddannelsesløft, VUC står for.