Danske HF & VUC: Lavt taxameter forhindrer rentabel fjernundervisning

6. apr 2020

Fjernundervisning kan ikke erstatte traditionel undervisning, men der er et potentiale i at udvikle området efter coronakrisen, skriver formand for Danske HF & VUC, Pernille Brøndum.

Bragt i Altinget den 6. april 2020

Coronakrisen har midlertidigt gjort fjernundervisning til den primære undervisningsform på de fleste af vores uddannelsesinstitutioner.

Hos VUC har det været til at håndtere, da vores sektor har god erfaring med fjernundervisning og fleksible undervisningsmetoder.

Normalt tilbyder VUC både traditionel undervisning og fjernundervisning, men det er i sagens natur ikke muligt for tiden, og det mærker blandt andet de elever og kursister, som har brug for en tæt relation med deres underviser. Omvendt oplever vi også, at elever, som til daglig ikke fylder meget i det fysiske klasselokale, ses mere i det virtuelle.

Eksemplerne understreger, at forskellige undervisningsformer virker på forskellige måder, og at undervisningen bliver bedre, hvis paletten med tilgange og metoder gøres større.

Men det kræver, at man politisk anerkender fjernundervisning for eksempel ved at ligestille taxameteret med traditionel undervisning.

Udløser ikke bygningstaxameter
I dag udløser fjernundervisning kun 75 procent af undervisningstaxameteret og intet bygningstaxameter, selv om fjernundervisning stadig kræver bygningskapacitet og er dyrt både at udvikle og afholde for at sikre god feedback og høj kvalitet.

Som det ser ud i dag, kan vi med det lave taxameter ikke udvikle på fjernundervisning uden underskud, og med de øvrige vilkår for VUC-sektoren er der ikke nogen gynger at hente noget ind til karrusellerne på.

Det er ærgerligt, da bedre rammer til fjernundervisning er svaret på mange ting. For eksempel kunne det blive en del af løsningen for lukningstruede VUC-afdelinger, da det åbner for muligheden for at udbyde små hold.

Men der er også udfordringer med fjernundervisning. Jeg deler derfor Hotel- og Restaurantskolens bekymring i Altinget den 31. marts om det potentielle fald i kvaliteten på uddannelserne og problemerne med at gennemføre svendeprøver digitalt.

Jeg kan også genkende FGU-sektorens udfordringer med at opretholde den gode sociale kontakt til særligt de sårbare elever, som er beskrevet i Altinget den 2. april.

Udnytter ikke digitalt område fuldt ud
Fjernundervisning må aldrig føre til dårligere kvalitet og kan aldrig helt erstatte traditionel undervisning, men det digitale område har et potentiale, som vi i dag ikke udnytter fuldt ud. Og lige nu gøres der mange erfaringer, som kan bruges til at udvikle området.

Udover den traditionelle undervisning er VEU også et oplagt område at udvikle fjernundervisning yderligere til. Lige nu har virksomheder og deres medarbejdere – godt nok på en sørgelig baggrund – en unik mulighed for ved hjælp af fjernundervisning at efteruddanne og opkvalificere medarbejdere, som ikke kan arbejde på grund af coronakrisen.

På sigt vil den rette kombination af tilstedeværelse og fjernundervisning gøre det endnu mere fleksibelt og dermed attraktivt at efteruddanne sig.

Det er vigtigt, da vores arbejdsmarked kun peger på stigende behov for løbende kompetenceudvikling. Det bliver også vigtigt i tiden efter coronakrisen, da vi ser ind i en ny økonomisk virkelighed med eksempelvis potentielt flere ledige.

Endelig kan det heller ikke udelukkes, at vi i en overskuelig fremtid rammes af en ny coronasmittebølge og på længere sigt endda andre pandemier.

Det taler alt sammen for, at det vil være fornuftigt at prioritere en digital oprustning på undervisningsområdet.

Seneste nyheder
Q & A: Mød den nye formand for Danske HF & VUC (Bestyrelserne)

Q & A: Mød den nye formand for Danske HF & VUC (Bestyrelserne)

Birgit Lise Andersen blev den 18. april valgt til formand for Danske HF & VUC (Bestyrelserne). Hun vil arbejde for endnu bedre uddannelser og mere data i bestyrelsesarbejdet. Hvad ser du frem til i dit virke som formand for Danske HF & VUC (Bestyrelserne)? Jeg...

Bedre transport er afgørende for unges uddannelse på landet

Bedre transport er afgørende for unges uddannelse på landet

Der bor færre på landet end i byerne. Men derfor behøver uddannelsestilbuddene ikke at være ringere. Det var et af de budskaber, der blev fremført på VUC Årsmøde 2024. Få busserne tilbage på vejene! Det var en af de vigtigste pointer, da Mette Pless, Ph.d. og...