Vi skal have mål for de voksne

25. aug 2021

Af Pernille Brøndum, formand for Danske HF & VUC og rektor for Nordvestsjællands HF & VUC

Tirsdag går statsminister Mette Frederiksen på talerstolen på en stor konference i Fredericia og taler om pejlemærkerne for ”Fremtidens Danmark”. Et flittigere, dygtigere og ansvarligere Danmark. Den plan ser vi frem mod med spænding.

Når vi skal se på fremtidens Danmark, skal vi huske de voksne. Alt for mange voksne står fortsat uden for arbejdsmarkedet. Nina Smith og kommissionen for 2. generationsreformer peger i første delrapport på, at 20 procent af de 25-årige står uden anden uddannelse end grundskolen. I dag er der 190.000 voksne, som ikke har fodfæste på arbejdsmarkedet. De er langtidsledige, ikke-job-parate på kontanthjælp, syge eller på en anden type ordning. De har det til fælles, at de er endt på ydelser, der egentligt var tænkt som midlertidige, men ikke er kommet videre eller i gang igen af forskellige årsager. Tænk, hvis de havde taget en uddannelse tidligere i forløbet? Så havde deres tilknytning til arbejdsmarkedet måske set anderledes ud i dag, for det er et problem, at så mange danskere ikke har en uddannelse.

Politikerne har i mange år forsøgt at løse problemet ved at investere i ungdomsuddannelserne. Stort set alle investeringer i uddannelse siden 1990’erne er blevet brugt på unge under 35 år. Det er forventeligt, for uddannelsessystemet er bygget op på en måde, så de fleste gerne skulle være igennem, inden de er fyldt 30 år, hvorefter de skal ud på arbejdsmarkedet. Men hvad med dem, som ikke kom på uddannelsestoget i første omgang?

190.000 er alt for mange, der i længere perioder står uden for arbejdsmarkedet. De skal omskoles og opkvalificeres, så de er i stand til at tage en uddannelse og komme i job. De voksne er også en del af løsningen, og vi er klar til i uddannelsessektoren at hjælpe dem videre. I dag er der et mål om, at tæt på alle unge skal tage en ungdomsuddannelse. Skal vi ikke også have en politisk målsætning om, at flere voksne skal have gennemført en uddannelse som for eksempel 45-årig? Så vi kan sikre, at vi hjælper alle dem, der står uden for arbejdsmarkedet i dag. Det gavner både den enkelte og hele vores samfund.

Ved at have ambitioner for de voksnes uddannelsesniveau vil vi have et bedre udgangspunkt i forhold til at motivere dem, der måske ikke er gået den lige vej gennem uddannelsessystemet, eller som først har været klar til at tage en uddannelse senere i livet. Og mon ikke vi havde været bedre til at integrere de langtidsledige voksne på arbejdsmarkedet, hvis vi havde haft lige så høje ambitioner for voksnes uddannelse, som vi har for ungdomsårgangene?

Vi skal have fremtidssikret vores arbejdsmarked, og her er de voksne og VUC’erne en del af løsningen. Vi er en del af fremtidens Danmark.

Debatindlægget blev bragt på Altinget Uddannelse den 24. august 2021.

Seneste nyheder
Alle skal kunne tage en uddannelse – også fra 2030

Alle skal kunne tage en uddannelse – også fra 2030

Hvordan skaber vi gode uddannelser for alle, uanset hvor de er i livet, også når den nye uddannelsesreform er trådt i kraft? Det er et stort spørgsmål, men den 6. november 2025 kom vi lidt tættere på et svar, da konferencen VUC deler viden satte fokus på det emne....

Gymnasiale enkeltfag skal kunne stå på egne ben

Gymnasiale enkeltfag skal kunne stå på egne ben

Af Tue Sanderhage, formand for Danske HF & VUC, og Anders Frikke, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening Hvor går du hen, hvis du vil tage en gymnasial uddannelse som voksen? Selvom man i fremtiden ikke længere kan tage en hf, er det vigtigt, at der stadig...

Aktiviteter på VUC i ordblindeugen

Aktiviteter på VUC i ordblindeugen

Uge 40 er ordblinde uge, og på landets VUC’er foregår der masser af aktiviteter. På listen her kan du se, hvad der sker i dit område i ordblindeugen. Listen bliver opdateret løbende frem mod uge 40. Hele ugen: Bliv testet for ordblindhed i lokale 016, Hf og VUC...